Dacia Jogger til under 180.000 kroner
08.12.21
Priserne på den nye Dacia Jogger er lige blevet offentliggjort. Priserne begynder ved 179.990 kr. for versionen med 5 sæder. For blot 5000 kroner ekstra får man en ægte 7- sæders familiebil.Dacia Jogger er navnet på den nyeste familiebil fra Dacia. Med en længde på 4.55 meter er det den længste Dacia i modelrækken - en ægte familiebil med plads til syv voksne. Og nu er de danske priser og udstyr på plads.
Priserne begynder ved 179.990 kr. for en fem-personers version med 110 hk benzinmotor. Men endnu mere interessant er det, at man for blot 184.990 kroner får en ægte syv sæders familiebil.
Billigste version hedder Essential, og har som standard LED for- og baglys, media control system og naturligvis en sikkerhedspakke bestående af blandt andet seks airbags og emergency break assist
Ønsker man mere udstyr hedder næste version Comfort, der koster 15.000 kroner mere. Det vil sige en startpris på 194.990 kr. For de ekstra 15.000 kroner, er der virkelig valuta for pengene. Her er aircondition, elspejle, cruise control, parkeringssensorer og 8 tommer touchskærm standard.
Højeste udstyrsversion hedder Extreme – der er at sidestille med den nuværende Stepway. Det vil sige, et noget mere råt look og med blandt andet 16 tommer alufælge, automatisk klimaanlæg, bakkamera og håndfrit nøglekort. Her er prisen 209.990 kr. Altså igen et logisk skridt på 15.000 kr. Og igen her – ønskes der syv sæder – så er det plus 5000 kr.
God plads til syv
Dacia Jogger er som sagt 4.55 meter lang med en akselafstand på hele 2.9 meter og en frihøjde på 200 mm. Det betyder, at bilen nemt rummer op til syv personer. De to bagerste sæder er individuelle og kan foldes ned eller tages helt ud. Gør man det har man plads til 708 liter bagage. Folder man også 2 sæderække ned, har man plads til hele 1819 liter bagage
Da Jogger jo er en rigtig familiebil, skal der jo også være en masse fralægningsplads - og det er der. Hele 24 liter i kabinen, der også rummer op til seks kopholdere.
Har man brug for at transportere ting på taget, fås Jogger med den smarte tagræling, der enkelt kan transformeres til tagbøjler, som klarer 80 kilo vægt.
Lækker førerplads
Bag rattet ser man en førerplads som man måske kender det fra den helt nye Dacia Sandero. Det betyder, at den har den nyeste og mest sikre konstruktion og som standard har seks airbags samt en lang række aktive sikkerhedssystemer.
Sæderne er naturligvis af en helt ny konstruktion, der yder langt bedre støtte end tidligere med væsentlig bedre ergonomi. Førersædet er højdejusterbart, og rattet kan både justeres i dybden og i højden, så man kan finde den optimale kørestilling.
I Jogger har man tre forskellige muligheder, når det handler om multimediesystemer. Indgangsmuligheden er Media Control som helt fra den laveste udstyrsvariant, tillader at styre radio/streaming, navigation og telefonen fra sin egen mobiltelefon, der monteres ved instrumentbordet. Går man op i udstyrsniveau, så er der to systemer, der benytter en integreret skærm, Media Nav og Media Display. Begge har navigation og Android Auto og Apple CarPlay som standard.
Optimal sikkerhed
Takket være CMF platformen som Jogger, er bygget på (som også f.eks. Renault Captur bygges på) er den aktive og den passive sikkerhed i top. Seks airbags er standard ligesom en lang række aktive sikkerhedssystemer. Blandt andet er der Emergency Breake Assist, der fungerer via en radar foran, der hele tiden måler afstanden til den forankørende. Dette system er aktivt mellem 7- 170 km/t ved kørende køretøjer og fungerer mellem 7-80 km/t for køretøjer, der holder stille. Desuden er der blind vinkel assistent som er aktiv mellem 30-140 km/t.
Motormæssigt har man i Danmark mulighed for en 110 hk benzinmotor. Den har en seks trins manuel gearkasse og et moment på 200 Nm. Et års tid efter lanceringen suppleres denne motor med den første hybrid i Dacias historie. Nemlig en 1.6 liters 140 hk hybrid – som i øvrigt også kendes fra den nye Renault Clio, og den spritnye Renault Arkana.
Jogger kan i øvrigt trække 1200 kilo på krogen.
Jogger kan ses hos de danske Dacia forhandlere fra marts og kan allerede nu bestilles.